"Rigtig" sovs er er også det som nogen kalder "brun sovs". Den bliver bare ikke altid mørkebrun med mindre du kender nogle cowboytricks - eller kommer gastrik eller kulør i. Brun kan den sagtens blive hvis du gerne vil have det - også uden kulør.
Sådan en sovs kan laves hvis du har noget, der har givet meget saft og smag fra sig, for eksempel kylling, nakkekam, ribbenssteg, cuvette/culotte, kylling, and eller sådan noget, der er stegt i en gryde eller i et fad i ovnen. Uanset hvad og hvordan du steger, så sørg for at der er grøntsager ved kødet. Gulerødder, løg, selleri, persillerod. Og også gerne et par peberkorn og en dusk krydderurter. Det giver masser af smag.
Den væde der er tilbage fra at have stegt kød er det rigtig godt at lave sovs af. Der er ofte ret meget, måske næsten 1 halv liter. Så kan der blive meget sovs. Du kan også koge det ind ved simpelthen at koge det længe uden låg. Så forsvinder noget af vandet, og det der er tilbage smager kraftigere.
Sovsen skal laves med en opbagning, ligesom når du laver bechamelsovs. Her antager vi at der er omkring 1 halv liter væde.
Du skal bruge:
- En gryde
- Et piskeris.
- 2 spiseskeer smør.
- 2 spiseskeer mel.
- Væden fra kødet.
- Salt og peber.
- Måske lidt honning.
- Måske lidt vin, øl eller fløde.
- Hjemmelavet kraft.
Og du gør sådan her:
- Sæt gryden over og kom smørret i.
- Når det er smeltet kommes melet i og det piskes sammen til det er ret tykt.
- Så skruer du op og bruner det mens du rører godt rundt.
- Det skal blive lysebrunt ligesom nougat.
- Du skal røre hele tiden og det må ikke brænde på eller ose!
- Lige så snart det er brunt, hælder du væsken fra kødet på.
- Det syder meget et øjeblik og koger op.
- Du skal røre kraftigt rundt mens det sker så der ikke kommer klumper.
- Når det så koger op bliver det tykkere.
- Jo længere den koger, desto tykkere bliver den. Kog forsigtigt or rør rundt engang imellem. Ellers brænder sovsen på.
- Hvis den er for tyk kan du komme lidt mere væde i – postevand, kartoffelvand, vin eller øl.
- Er den for tynd skal det koge lidt for tykne noget mere – eller du kan komme lidt piskefløde i og koge det godt igennem. Det tykner også sovsen lidt.
- Der kommer nogle gange mere saft fra kødet mens det hviler eller når det skæres ud. Det hælder du også op i sovsen.
- Så smager du og tilsætter salt, peber og 1 teske honning hvis du synes.
- Så er sovsen klar når den lige har kogt op.
- Hvis du lader den stå lidt, bliver den tykkere.