Min farfar lavede mad. Og ikke bare lavede han mad engang imellem eller til festlige lejligheder.

Han lavede mad hver dag.

Det var ikke almindeligt i hans generation.
Det var højst usædvanligt for en mand, der var født i starten af 1900-tallet, var udearbejdende (han var isoleringsarbejder) og som havde en hel traditionel familie med tre børn og en hjemmegående hustru i en lejlighed tre trin nede fra gadeplan i Valdemarsgade på Vesterbro.

Mine første minder om ham er fra måltider indtaget i den lejlighed. Den var ikke stor. To små stuer mod gaden, et værelse og et køkken mod gården og koksfyret kakkelovn. Lokummet var ude på trappen – hvilket i øvrigt var en opgradering fra retirader i gården, som der var før toilettet flyttede ind på køkkentrappen. Og ja, de levede to voksne og tre teenagere i den lejlighed indtil min far og hans søskende flyttede hjemmefra!

Nå, men nok om boligforholdene. Tilbage til måltiderne.

Ikke overraskende var min farfars mad ret traditionel. Hakkebøffer, krebinetter, grydestegt kylling, stegeben, fiskefrikadeller, benløse fugle, stuvninger, gratiner, tarteletter, supper såsom hønsekødssuppe, oksekødssuppe, gule ærter og ”grøntsagssuppe” som var kogt på flæsk og fyldt med kødboller.
Og så selvfølgelig nogle overdådige frokoster med hjemmelavet pålæg af alle slags, fra sild til rullepølse.
Min farfar og farmor havde en kolonihave på Sjælør Boulevard, overfor Vestre Kirkegård, og dér blev der dyrket forskellige grøntsager, hvilket selvfølgelig bidrog til friskhed og kvalitet i sæsonen.

Måske lidt mere overraskende var det at maden var god. Som i virkelig god! Han brugte gode og friske råvarer og havde styr på sine metoder og sine smage. Han lavede tingene fra grunden, og han tog sig tid. God mad tager ofte tid at lave, og specielt den traditionelle har godt af at man har mere end 15-30 minutter at afse til at forberede et måltid.

Vi var ofte mange til disse måltider. Min familie var to voksne og tre børn, og vi var ofte inviteret sammen med én af eller begge min fars søskende, som begge var gift og havde hver to børn. Så et bord kunne hurtigt blive besat, og jeg husker at vi sad tæt, og at det var rigtig hyggeligt.

Det lille Vesterbrokøkken formåede uden problemer at levere måltider til 12-15 mennesker, og ofte var der tre retter, typisk en tartelet eller et stykke brød med fisk først, derefter en robust hovedret baseret på kød og ofte en citronfromage eller en frugtgrød til dessert. Ikke sjældent var der kringle af gærdej eller klassisk æblekage til kaffen, så man kan forestille sig at der har været travlt i køkkenet. Og ingen forlod lejligheden i Valdemarsgade sultne!

Da jeg blev ældre var min farmor og farfar flyttet fra den lille kælderlejlighed på Vesterbro til en villalejlighed i Lyngby, og havde fået centralvarme, lys og luft i bytte for koks, mørke og fugt. Her fortsatte madlavningen, men nu var jeg der ofte uden familien, måske blot sammen med min bror. Ved disse besøg lærte jeg en del om madlavning, og Farfar delte altid villigt ud af sin viden og erfaring, Mange måltider er gået med at snakke om andre måltider, om tilberedning, om råvarer garneret med masser af tips og fiduser.

I mit barndomshjem var det min mor, der lavede mad. Min far var i køkkenet engang imellem, og han kunne sagtens lave mad, men min mor havde tiden da vi var små. Senere blev de skilt og min far flyttede, og så hang hun selvfølgelig på den. Hun fik en smule hjælp fra os unger, og jeg lærte også en del i min mors køkken.

Da min far blev gift igen var det ham der var i køkkenet, og gennem min ungdom og voksenliv indtil han døde, var det hans mad vi spiste når vi besøgte dem. Også her var snakken ofte centreret om mad, og da både han, jeg, min bror og søster og hans to ”nye” børn – mine halvsøskende – var og er glade for mad – både at spise og at lave den – så var det ikke svært at finde samtaleemner. I min fars generation var det lidt mere almindeligt med mænd i køkkenet, men stadig ikke helt normen. Min fars køkken var også ret traditionelt, og præget af kød og sovs – og grill. De boede i hus, og grillede ofte.

I vores hus er det mig der laver mad. Vores to voksne sønner laver også mad. Ja, den ældste har endda været i gang med en kokkeuddannelse for mange år siden, så han gik all in. Han mistede dog gejsten undervejs – det er en barsk branche, og som vegetar havde han ikke mange praktikmuligheder. Han laver stadig masser af mad, men er blevet uddannet som cykelsmed i stedet for kok. Den yngste søn laver også mad, men er, i modsætning til sin bror, meget kødglad.
Vi laver alle mad fra bunden, bruger gode råvarer og er bevidste om kvalitet og har styr på grundkøkkenet.

Både direkte og inddirekte skylder vi alle min farfar tak for vores interesse og glæde ved madlavning. Både min mor og min far har lært mig masser, men hvor andre siger ”som vor mor lavede det”, så siger vi i min familie ”som Farfar lavede det”.