And

Jul eller Mortensaften... eller når man bare har lyst til and, så holder det 100 med en hel and i ovnen

Saftigt kød, sprødt skind

Ænder er rigtig god mad, og er faktisk billige, især hvis man køber dem efter de to højtider hvor de oftest spises: lige efter Mortensaften eller lige efter jul. Så skal forretningerne af med alle deres overskudsænder, og man kan typisk få en god and for kr. 100-150,-.

I de tilfælde vil den næsten altid være frossen og sjældent være hverken økologisk eller speciel på andre måder. Måske er den en Berberi-and, men for det meste er det bare hvad man kalder en landand.
Hvis du skal tilberede en frossen and, så skal den have et par dage til at tø. Tag den ud af fryseren og læg den på en tallerken eller i et fad og stil den i køleskabet. Her tør den langsomt, og taber mindst mulig vædske.

Tag den ud af køleskabet nogle timer før den skal tilberedes og tag den ud af sin indpakning, så den kan "strække sig" og tørre lidt. Tag indmaden ud af den. Det ligger ofte i en pose inden i.

Traditionel eller lidt anderledes

Anden kan laves på traditionel vis med æbler og svedsker i maven og serveres med kartofler, rødkål og tranebær eller gele, og måske en Waldorf-salat til, men du kan også lave den med appelsiner i og lave en ret med ris og eventuelt lidt mere eksotiske grøntsager. Stegemetoden og -tiden er den samme. Nøglen er som altid god tid og lav temperatur.

Anden sættes i gang mindst 3-4 timer før den skal serveres, og kan sagtens tages ud og sættes ind i ovnen igen undervejs.

Sovsen

En del af fornøjelsen ved en and er sovsen.

Kom godt med grøntsager og vædske i bunden af bradepanden og brug kraften til at lave sovs af. Husk at der er meget fedt i, og at det skal fjernes før du bruger stegeskyen til sovsen.

Mange ænder leveres også med hals og indmad - ofte i en pakke inden i anden - det kan bruges til at lave endnu mere kraft. Nogle ænder er også meget fede, og her kan man ofte fjerne noget fedt, simpelthen ved at trække det af inde fra anden. Brug også dette fedt til sovsen. Det bliver ikke spist, men giver masser af smag.

Svits fedtet i bunden af en gryde og kom grøntsager såsom løg, porre, selleri og gulerødder samt hjerte, kråse og hals ned i gryden dækket med lidt vand og lad det koge næsten ligeså længe som anden steger. Kom lidt mere vand på hvis der damper meget af.

Når det har kogt og du har tid i programmet, så hæld det gennem en sigte, så du har vædsken for sig. Lad det stå roligt nogle minutter. Så samler fedtet sig ovenpå. Hvis der er meget fedt i, så "skummes" det af med en lille suppeske og kommes op i en skål.

Høæld resten af vædsken tilbage i gryde og sæt det over at koge for fuld drøn, så noget af vædsken damper væk. Det må godt blive til det halve eller mindre. Så smager det kraftigere. Tag det af og brug det sammen med stegeskyen fra bradepanden til at lave sovs.

Opskrifter: 

And i ovnen
Opskrift

Man behøver ikke at nøjes med at spise and til Mortens aften og jul. And er altid godt.