Jeg kendte overhovedet ikke denne type amerikanske ”kage” før for ganske nylig. Popovers er nemme at lave og meget lækre.
En amerikansk ven lagde et opslag på Facebook og Instagram for nylig.
“Popovers” - So glad Laurie only wanted two!
Opslaget var fulgt af et billede, der viste noget i stil med muffins på steroider. En form for kager bagt i høje muffinforme og hævet helt ekstremt til dobbelt højde af formen.
Jeg søgte hurtigt efter ”popovers” på nettet og fandt masser af opskrifter på noget, der tilsyneladende er en ret almindelig og traditionel amerikansk dessert eller kage – ikke fjern fra engelske Yorkshire puddings, men med et sødt tvist.
De er utroligt nemme at lave, og jeg improviserede lidt med de første. Alt gik som ønsket, og jeg fik seks gigantiske kager ud af min indsats. Én var mere end rigeligt til en kop kaffe, og man kunne lige nøjagtigt klemme to ned på en god dag. De er store, meget ”fluffy” og minder i smag lidt om russisk pandekage, æbleskiver eller lidt for tykke pandekager. Man spiser dem lune med syltetøj til, og selv om det griser lidt, er det nemmest at bruge fingrene.
Opskriften er ikke voldsomt kritisk, men på den anden side så nem, at man lige så godt kan følge den nogenlunde. De skal helst bages i meget dybe muffinforme – lidt ligesom små urtepotter med stejle sider. Hele ideen er at de ”popper” op over formen – deraf navnet – og formen skal derfor være solid og dyb. Papirforme du’r ikke, men små souffle-forme eller ramekin-forme vil nok være OK. Jeg har en siliconeform fra spanske Lékué. Den har seks dybe huller, som ser ud som om den oprindeligt er lavet til formålet. I USA kan man købe ”popover racks”, som har den rigtige form, og er lavet så luften kan cirkulere omkring de enkelte forme.
Dejen skal blot røres sammen og piskes skummende. Jeg bruger en håndmixer. Derefter skal formene fyldes cirka ¾ op, endelig ikke mere. Dejen vokser helt vildt når den bages, og kagerne vinder ikke nogen skønhedskonkurrencer. Men det kompenserer smagen for!
Alle opskrifter, jeg fandt, anbefalede at ingredienserne skulle være stuetemperatur og ikke køleskabskolde, så det har jeg holdt mig til. Det har måske indflydelse på hvor luftige ens popovers bliver... Vi opbevarer vores æg ude, så her er det ikke noget problem. Mælken lunes af smørret, så den er heller ikke kold.
Mængde | Ingrediens | Bemærkninger |
---|---|---|
2 spiseskeer | Smør | Smørret skal smeltes |
1½ deciliter | Mælk | |
½ teske | Salt | |
1 spiseske | Sukker | |
1 teske | Vanille | ...eller korn af ½ vanillestang |
2 stk. | Æg | Æggene skal være stuetemperatur |
2-3 deciliter | Hvedemel |
Trin | Tid |
---|---|
Blande dej | 5 min |
Bage | 40 min |
Samlet tilberedningstid ca. | 45 min |
Man kan uden tvivl eksperimentere med til krydderier. Kanel er oplagt, men også kardemomme og revet citronskal.
Og et PS: laver man dem uden sukker og vanille, så er det reelt det samme som engelske Yorkshire puddings, et meget populært tilbehør til den traditionelle britiske Sunday roast.