Den her pæretærte med krydderier er enkel og nem at lave, og en god måde at bruge lidt grove, bløde og måske skæve pærer på.
Vi har et espalier med pærer i haven. De er ikke kolossalt gode, men dog både søde og saftige. De får ofte lidt skæve former, og egner sig derfor fortrinligt til kager og crumbles.
De er ret bløde, og det gør sig bedre end de meget faste pærer, der ofte sælges i butikkerne. Køber du faste pærer til tærten, så lad dem ligge og modne et par dage før du bruger dem.
Den her opskrift er en hybrid imellem en Arla-opskrift på en pæretærte fundet på nettet, lidt forhåndenværende søm og lidt ønskværdige og nødvendige justeringer.
Jeg har det med, stort set fra første færd, at afvige fra opskrifter, og det gjorde jeg også her.
Den oprindelige opskrift på mørdej sagde 150 g smør, et æg og lidt vand - foruden mel, sukker og krydderier.
Jeg kørte den i vores lille røre/hakkemaskine, som er virkelig god til at lave mørdej. Jeg erstattede lidt af smørret med olje - mest fordi der ikke var helt nok smør. Sammen med vandet og ægget resulterede det i en lidt våd dej.
Jeg havde minsandten også brugt det sidste mel, så der kom grovmel i for resten af pengene. Dejen blev passende tør, og det gav faktisk en virkelig godt resultat.
Nu er grovmelet en fast ingrediens i dejen.
Jeg er også en stor tilhænger af kardemomme, så den fik også en teske stødt kardemomme.
Desuden kommer jeg stort set altid (meget) lidt salt i min mørdej. Små strejf af groft salt klæder de fleste kager.
Som med al mørdej, så handler det om ikke at håndtere dejen for meget. Den skal helst holdes så kølig som muligt gennem hele processen: sammenrøring, samling til klumper og udrulning.
Der er ikke noget "vådt" inde i tærten, som bare er top og bund og de rå pærer i midten.
Men det spiller!
Den smager virkelig godt, og er meget fin, sød og saftig, og især ingefæren giver en virkelig god smag.
Flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche er perfekt som topping.
| Mængde | Ingrediens | Bemærkninger |
|---|---|---|
100 gram | Smør | |
2 spsk | Neutral olje | |
4 dl (240 gram) | Hvedemel | |
½ dl | Groft hvedemel | Kan justeres efter behov |
1½ dl (125 gram) | Sukker | |
1 tsk | Stødt ingefær | ½ tsk også fint hvis man ikke er til ingefær-stærkt |
1 tsk | Vaniljesukker | Korn af ½ vaniljestang er bedre - hvis man har råd! |
1 tsk | Stødt kardemomme | |
Meget lidt | Groft salt | Bare hvad der kan være mellem et par fingre |
1 | Æg | Ikke for stort |
1-2 spsk | Koldt vand | Der skal også pensles med vand inden bagning |
1 spsk | Perlesukker | Drysses over den penslede tærte inden den bages |
Letpisket flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche | Til servering |
| Trin | Tid |
|---|---|
Lave dejen | 10 min |
Hvile dejen | 1 time |
Ordne pærer | 10 min |
Rulle ud og lægge sammen | 5 min |
Bage | 40 min |
| Samlet tilberedningstid ca. | 2 timer 5 min |