Mange synes at kartofler er kedelige. Det er nok fordi de altid koger dem - og måske endda for meget.
En af mine absolutte favoritspiser er nye kartofler. Helt nye, gerne små, friskopgravede (samme dag!), vaskede og kogt nænsomt i 12-15 minutter med godt med salt. De er ubeskriveligt lækre og har en konsistens og smag som ikke kan gøres meget bedre af nogen grøntsag eller nogen tilberedning.
Men ellers er kogte kartofler ikke det mest ophidsende. Jeg kan nu godt lide at bruge dem hvor de hører til, men ellers laver jeg faktisk kartofler på mange andre måder - især når jeg ikke kan få fat på nye eller bare gode kartofler.
Det er nemlig sådan, at til trods for at kartoflerne gror lige uden for vores dør (næsten) og burde kunne fås friske ag lækre stort set hele året rundt, så er mange kartofler af en ualmindelig ringe kvalitet. Det handler selvfølgelig om hvordan de bliver behandlet når de høstes, opbevares, transporteres og sælges. Ideelt set skulle man kunne få friskopgravede kartofler fra det sene forår og igennem hele sommeren. Derefter skulle man kunne få friske kartofler, der f.eks. havde ligget i en kule, et godt stykke ind i efteråret, og kun om vinteren og det tidlige forår burde det være nødvendigt at købe store, grove, melede kartofler i poser.
Men virkeligheden er at selv i højsæsonen kan det være svært at finde helt friske og nye kartofler, og at langt de fleste kartofler sælges i plastikposer og har været alt for længe oppe af jorden og ligget alt for længe i poserne. Det er lidt absurd at mens høsten er i fuld gang, og der er absolut flest friske kartofler derude, så kan man ofte kun få hårdskallede, smårunkne kartofler, som endda ofte sælge som "nye". Ja nye, som i gravet op for 2-3 uger siden og nu bløde som gummibolde! I maj, juni og juli er der masser af kartofler, der graves op af producenterne, og burde kunne leveres til f.eks. supermarkederne hurtigt så de var friske. Men af en eller anden grund ligger de "gamle" kartofler længe i grøntsagsdisken, og de nye kommer først frem når de også er gamle. Go figure...
Hvis jeg overhovedet kan, så køber jeg friske kartofler fra samme dag eller dagen før når der er sæson, gerne med jord på og gerne ved en vejbod eller en gård. Hvis jeg skal købe i supermarked finder jeg helst vej-selv-kartoflerne, som for det meste er de friskeste. Igen må der gerne være jord på. Det holder på fugten og sikre at skrællen ikke er tyk og sej. Gode supermarkeder har i øvrigt kartoflerne gemt af vejen i et mørkt hjørne. Kartofler skal ikke have lys. Så bliver de grønne og på sigt spirer de.
Uden for sæsonen køber jeg gerne det, der de senere år er blevet kaldt "nemme" kartofler. Det er reelt små, fine og vaskede kartofler. De er ekstra god kvalitet og beregnet til at blive spist med skrællen på. I det hele taget spiser jeg de fleste kartofler med skrællen på. Kogte eller stegte - det er nemmere med skrællen på og er endda sundt og smager godt.
Sidst men ikke mindst, så er kolde kartofler gode til mange ting: pålæg, salater, brasekartofler, fyld i brød, fyld i en æggekage eller omelet, fyld i stort set alle sammenkogte retter.