Pasta med flødesovs

Mange italienere ville sikkert korse sig, men det smager godt og er nemt at lave

Pasta med bacon og flødesovs

Den her ret er i store træk ligesom pasta med laks. Du bruger bare bacon i stedet for laks.

Selv om det er pasta med bacon, er det IKKE Pasta Carbonara!

Det er bedst at købe et helt stykke bacon og skære 2-300 gram i tern. Du kan også bruge færdige bacontern eller skiver, men den hele bacon er næsten altid en bedre kvalitet med mindre du køber ekstra tykke skiver uden for meget fedt på.

Hvis du er i luksushumør, så køb et stykke tørsaltet bacon. Det er enormt lækkert, og noget helt andet end den sædvanlige, lidt våde, vakuumpakkede bacon.

Tilbehør: 
Ingredienser: 
MængdeIngrediensBemærkninger
2-300 gram
Bacon
½ kan gøre det
Porre
2 stængler
Blegselleri
2 deciliter
Spidskål
1 spiseske
Hvedemel
1-2 deciliter
Piskefløde
Cirka 1 teske
Salt
½ teske
Peber
Frisk fra kværnen
½
Squash
Tidsforbrug: 
TrinTid
Skære bacon
5 min
Stege bacon
5 min
Snitte grøntsager
10 min
Svitse grøntsager
5 min
Koge igennem
10 min
Samlet tilberedningstid ca.35 min
Snittede grøntsager
Baconen er ved at være der
Squash i "tern"
Squashen kommes i til sidst
Vejledning: 
  1. Sæt vand over til pastaer i en stor gryde. Kom godt med salt i.
  2. Baconen skal steges først så den er lidt brun – men ikke knasende sprød. Det gøres bedst ved at komme bacontern op på en kold pande og tænde under den.
  3. Når det begynder at blive varmt rører du rundt og vender baconen en gang imellem.
  4. Når fedtet begynder at smelte skruer du lidt op, og jo mere der er smeltet jo varmere kan du stege det.
  5. Pas på! Det kan godt sprøjte!
  6. Kom pastaerne i det kogende vand så det passer med kogetiden. Friske pastaer kan vente lidt. De skal ikke have ret længe.
  7. Imens snitter du grøntsagerne.
  8. Når baconen er brun, men ikke sprød kommer du grøntsagerne på. Vent med squashen.
  9. Lad bare fedtet fra baconen blive i panden. Det smager godt.
  10. Svits grøntsagerne i 5 minutters tid. De skal ikke stege eller brune.
  11. Kom lidt mel over grøntsagerne og rør rundt.
  12. Kom piskefløde over og rør rundt.
  13. Skru op til det koger.
  14. Brug lidt af pastavandet til sovsen. Det giver mere sovs og tykner den også lidt.
  15. Smag sovsen til med salt og peber.
  16. Kom squashen i sovsen og rør rundt. Den skal bare lige varmes op et par minutter.
  17. Nu er det hele klar, og det er bare at spise.