Ikke helhjertede vegetarer

Ikke helhjertede vegetarer

Pølser!

Vi bliver næppe nogensinde helhjertede vegetarer. Vi spiser fx stadig en del kødpålæg, og bacon kan ikke undværes i mit køkken. Men svampe, kål, linser, bønner, kikærter og forskellige kornprodukter er bare blevet en større og større del af ingredienserne i den mad, som jeg laver nu og fremover.

Den ændring er kommet for at blive, det er jeg ret sikker på. Jeg ser ingen grund til at genintroducere kødet i større omfang, og jeg betragter det faktisk ikke engang som en luksus at spise et kødrigt måltid.
Der ryger af og til en burger ned, vi spiser også gerne gode pølser, og jeg spiser røde bøffer af okse cirka to gange om året. Alt sammen en fornøjelse, og noget som, jeg nyder, men ikke noget, som jeg ikke ville kunne undvære.
Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Den ene af vores sønner har været vegetar siden sine teenage-år, og den anden - som er ret kødglad - fortæller at han bruger mere og mere grønt i sin mad.

Omkring os er folk ved at ændre holdning, og i institutioner, skoler, kantiner og private køkkener overalt bliver maden grønnere.
Jeg er sikker på at der er mange, som ryster på hovedet af den udvikling, og - som min ven Ken gjorde det - laver kødsovs med et kilo hakket okse og et løg og en dåse tomater, og så tuner den med en gang cocktailpølser for ikke at gå helt ned på kødproteiner … true story!
Men jeg tror også at mange har fundet ud af at bønner og linser og resterne fra grøntsagsskuffen slet ikke gør maden dårligere.