Vi har så mange æg fra cirka marts til oktober, at vi må give væk af dem for at få dem brugt. Vores fem høns lægger trofast fire æg om dagen igennem hele sæsonen. Før marts og efter oktober kan der godt komme nogle få eller et enkelt på en dag, men hønsene holder en velfortjent pause i vintertiden.
Og den er virkelig velfortjent, for de er så produktive i sæsonen at man kun kan have respekt for det.
Vi opbevarer selvfølgelig vores æg ved stuetemperatur. Vi har et lille æggeskab (jep, et æggeskab, beregnet til formålet), som vi købte på en genbrugsplads. Der er bare kun plads til tolv æg, og vi har for det meste flere. Derfor bruger vi også æggehønen af keramik, som vi har arvet efter mine svigerforældre. Det er en lille hønsefigur, hvor man kan tage toppen af og have måske fem-seks æg i.
I Danmark - som formodentlig det eneste land i Europa, og måske i verden - er der en regel om at æg til salg skal opbevares på køl. Det blev vedtaget dengang der var salmonella i omløb, og løsningen var selvfølgelig ikke at sørge for at landmændene ikke havde besætninger med salmonella, men at æggene skulle være rene og opbevares på køl.
Hvis man rejser vil man se at æg fint kan opbevares udenfor køledisken, og vores æg har altid være opbevaret på køkkenbordet.
Opskrifter kræver alligevel ofte at æggene er stuetemperatur, og både almindelige kogte æg og sådan noget som mayonnaise er nemmere at styre når æggene ikke er iskolde.