Én af de ting, der er med egne høns af forskellige racer, er, at de lægger forskellige æg.
Vores tre forskellige racer lægger alle sammen æg med brune skaller, men forskellige racer lægger hvide æg, lysebrune æg (som vores), og der findes endda racer, der lægger blå og grønne æg!
Indholdet er det samme, og smagen den samme - og den er i øvrigt god.
Desuden er der forskel på størrelsen, hvilket kan være ret praktisk. Vi har relativt store æg fra vores høns, som alle er middelstore racer, men har man dværghøns får man små æg, og har man Brahmaer eller Orpingtoner, så er der god størrelse på æggene.
Vi har mindst én høne som kommer godt efter det, for flere gange om ugen får vi æg, der er kolossalt store, og en enkelt gang har vi fået et, der var virkelig imponerende. Det havde også to blommer, hvilket sker en sjælden gang imellem.