De spiller

Der ryges

Ovnen ryger lystigt 5-6 timer på en opfyldning, og har allerede lagt hus til to gange bacon og lidt mørbradstumper. Der er ikke gjort noget for at skabe ekstra træk. Skabet er tilstrækkeligt utæt til at der kommer luft nok ind uden at der slipper for meget røg ud.

 

Det er nok den billigste røgeovn man kan forestille sig. Selv med tilkøb af en rist og en bakke, kan prisen nok ikke vrides op over 400 kroner. Det er mindre end hvad mange fancy røgspiraler koster.

Og arbejdet med at "bygge" den var overkommeligt. Jeg skruede efter Ikeas anvisninger, og borede fire små huller til montering af risten. Lidt mere skruearbejde og så var den på plads.

 

Jeg bruger røgbakken på en meget simpel måde: jeg lægger smuld rundt i kanten på tre sider, og tænder det med en lille gasbrænder. Hvis jeg vil have meget røg, så tænder jeg i begge ender. Når det er brændt ud, så roder jeg lidt rundt i asken og samler den i kanten. Så lægger jeg nyt smuld ovenpå. Min erfaring er at de brænder mere stabilt oven på den gamle aske.

Ovnen kører typisk et par døgn, hvad der svarer til 5-6 opfyldninger. Så hænger varerne af og til en dag eller to i ovnen før de ryger i køleskabet og modner videre. Jeg pakker det ikke ind, men lader det ligge på et fad og tørre yderligere og modne. Hvis der er meget, så skærer jeg det i mindre stykker, vaccumpakker og fryser.