Tærepærte

Den her pæretærte med krydderier er enkel og nem at lave, og en god måde at bruge lidt grove, bløde og måske skæve pærer på.

Den færdige Tærepærte

Vi har et espalier med pærer i haven. De er ikke kolossalt gode, men dog både søde og saftige. De får ofte lidt skæve former, og egner sig derfor fortrinligt til kager og crumbles.

De er ret bløde, og det gør sig bedre end de meget faste pærer, der ofte sælges i butikkerne. Køber du faste pærer til tærten, så lad dem ligge og modne et par dage før du bruger dem.

Den her opskrift er en hybrid imellem en Arla-opskrift på en pæretærte fundet på nettet, lidt forhåndenværende søm og lidt ønskværdige og nødvendige justeringer.

Jeg har det med, stort set fra første færd, at afvige fra opskrifter, og det gjorde jeg også her.

Den oprindelige opskrift på mørdej sagde 150 g smør, et æg og lidt vand - foruden mel, sukker og krydderier.

Jeg kørte den i vores lille røre/hakkemaskine, som er virkelig god til at lave mørdej. Jeg erstattede lidt af smørret med olje - mest fordi der ikke var helt nok smør. Sammen med vandet og ægget resulterede det i en lidt våd dej.

Jeg havde minsandten også brugt det sidste mel, så der kom grovmel i for resten af pengene. Dejen blev passende tør, og det gav faktisk en virkelig godt resultat.

Nu er grovmelet en fast ingrediens i dejen.

Jeg er også en stor tilhænger af kardemomme, så den fik også en teske stødt kardemomme.

Desuden kommer jeg stort set altid (meget) lidt salt i min mørdej. Små strejf af groft salt klæder de fleste kager.

Som med al mørdej, så handler det om ikke at håndtere dejen for meget. Den skal helst holdes så kølig som muligt gennem hele processen: sammenrøring, samling til klumper og udrulning.

Der er ikke noget "vådt" inde i tærten, som bare er top og bund og de rå pærer i midten.

Men det spiller!

Den smager virkelig godt, og er meget fin, sød og saftig, og især ingefæren giver en virkelig god smag.

Flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche er perfekt som topping.

Ingredienser: 
MængdeIngrediensBemærkninger
100 gram
Smør
2 spsk
Neutral olje
4 dl (240 gram)
Hvedemel
½ dl
Groft hvedemel
Kan justeres efter behov
1½ dl (125 gram)
Sukker
1 tsk
Stødt ingefær
½ tsk også fint hvis man ikke er til ingefær-stærkt
1 tsk
Vaniljesukker
Korn af ½ vaniljestang er bedre - hvis man har råd!
1 tsk
Stødt kardemomme
Meget lidt
Groft salt
Bare hvad der kan være mellem et par fingre
1
Æg
Ikke for stort
1-2 spsk
Koldt vand
Der skal også pensles med vand inden bagning
1 spsk
Perlesukker
Drysses over den penslede tærte inden den bages
Letpisket flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche
Til servering
Tidsforbrug: 
TrinTid
Lave dejen
10 min
Hvile dejen
1 time
Ordne pærer
10 min
Rulle ud og lægge sammen
5 min
Bage
40 min
Samlet tilberedningstid ca.2 timer 5 min
Skær smørret i småstykker og kom det op i melet
Alle ingredienserne ryger ned i skålen undtaget grovmelet og vandet
Ægget slås ud ned i resten af ingredienserne
Det bliver en grynet masse
Lidt groft mel og lidt vand tilsættes
Hvis dejen er for våd eller fedtet kan der tilsættes lidt mere groft mel
Dejen er klar til at komme ud af maskinen
Dejen deles i to lige store stykker
Klumperne dækkes til of sættes på køl
Pærerne behøver ikke være så kønne
Pærerne skrælles og skæres i passende stykker
Den afkølede dej, klar til at blive rullet ud. Jeg smører formen med lidt neutral olje
Rul dejen hurtigt ud. Den samles lidt i kanten hvis den revner
Bunden er klar, trykket jævn og lidt op ad formens kanter
Pærerne fordeles
Låget lægges over og trykkes ned i kanterne
Tærten kommer i ovnen - uden varmluft
Vejledning: 
  1. Kom de tørre ingredienser ned i en skål.
  2. Skær det kolde smør i små stykker og kom det i.
  3. Slå ægget ud i skålen.
  4. Jeg kører dejen på en lille maskine, men man kan også samle den med hænderne.
  5. Den må bare helst ikke blive foer varm.
  6. Når jeg bruger maskinen bliver dejen først helt løs - men homogen.
  7. For at samle den kommer jeg så lidt vand i - måske en spiseske.
  8. Når jeg så kører videre samler den sig.
  9. Hvis den er for våd tilsætter jeg lidt mere grovmel.
  10. Så tager jeg den ud på et melet bord og samler den helt.
  11. Jeg deler den i to lige store stykker.
  12. De bliver trillet til kugler og ryger overdækket i køleskabet en times tid.
  13. Inden jeg tager dem ud, skræller jeg pærerne, fjerner kærnehuset og deler dem i 8 dele på langs.
  14. Stykkerne behøver ikke være superpæne.
  15. Ovnen tændes på 200 grader uden varmluft.
  16. Så ruller jeg bunden ud.
  17. Dejen kan være lidt fedtet. Den bør ikke håndteres for meget eller blive varm.
  18. Den kan revne lidt i kanten. Bare saml den og tryk den sammen med fingrene.
  19. Brug godt med mel så den ikke hænger i, og støt evt. med en spatel når den løftes over.
  20. Jeg lægger den ned i tærteformen, og maser den op langs siderne.
  21. Pærerne kommer i, pænt lagt i et radialtt mønster med spidserne indad hvis det er muligt.
  22. Så rulles låget ud og lægges henover.
  23. Jeg maser kanterne ned, så toppen føjes sammen med bunden.
  24. Inden tærten bages pensles den let med vand og drysses med perlesukker.
  25. Den skal have 35-45 minutter, og skal være gylden og sprød.
  26. På grund af fugten fra frugten kan toppen godt løfte sig lidt. Det kan modvirkes ved at prikke huller i låget med en gaffel eller en nål inden bagningen.
  27. Toppen kan også bare presses ned inden den bliver for sprød inde i ovnen.
  28. Tærten er klar når den er fint gylden på midten og lidt mørkere brun i kanten.
  29. Tag tærten ud af formen og læg den på en rist mens den køler. Ellers kan den godt blive våd i bunden.
  30. Den lune tærte serveres med flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche.