Hvidløgs- eller ostebrød

Hvis du har lidt tørt brød til overs, er det rigtigt godt at lave hvidløgsbrød af.

Det er den perfekte måde at bruge gammelt brød, og alle tiders som snack eller tilbehør. Det kan varieres med forskellige typer ost, krydderier, tomat og endda skinke eller bacon, som nærmest gør det til en helt lille pizza.

Bag dem på bagepapir, da de godt kan svine en del.

De skal helst spises mens de er lune, men er også OK nogle timer eller dagen efter.

Ingredienser: 
MængdeIngrediensBemærkninger
1-3 skiver pr. person afhængigt af størrelsen
Brød eller boller
Det må gerne være lidt tørt.
1-2 fed
Hvidløg
Presset i en hvidløgspresser.
Et stænk pr. skive
Olje
Ganske lidt på hver skive
Salt, oregano
Revet eller skivet
Ost
Brug tør mozarella, våd mozarella, parmesan eller hvad du kan lide.
Tidsforbrug: 
TrinTid
Klargøring af brødene
10 min
Bagning
10 min
Samlet tilberedningstid ca.20 min
Friske hvidløgsbrød, her uden ost
Vejledning: 
  1. Tænd for ovnen på fuld knald, 250 grader og varmluft.
  2. Skær brød eller boller i tynde skiver. Ca. 1 cm er passende. Lidt tyndere hvis du vil have noget, der minder om chips.
  3. Hvis de er store, så halver dem.
  4. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
  5. Pres hvidløg og ”tvær” det ned i brødet med hvidløgspresseren. Et fed rækker til mange skiver.
  6. Dryp en lille smule olie på hver skive.
  7. Drys salt og oregano på.
  8. Hvis du har ost så riv den og kom lidt på hvert brød. Hvis det er våd mozarella, så skær den i tynde skiver eller "pluk" den over brødene.
  9. Sæt pladen in øverst i ovnen.
  10. Brødene skal blive brune og sprøde, men ikke brændte. Det tager 5-10 minutter.
  11. Hvis de ikke vil riste, så tænd for grillen. Men hold øje med dem! Så går det nemlig stærkt.
  12. Tag dem ud og køl dem lidt af i en kurv eller på en rist.