Om pander

Dine pander skal bare være i orden. Der er ikke noget mere irriterende end når en pande ikke er god nok.

Du skal også have nogle gode pander, og dem skal du også passe på!

Det er godt at have:

  • En stor jernpande, der kan gå i ovnen - altså med et jernhåndtag.
  • En mindre jernpande til at stege på.
  • En dyb pande til at lave ”sovsede” ting i.
  • En pande med keramik til ting, der nemt hænger i.

Det er smart at have nogle store låg, der passer til panderne. Så kan du lukke ting inde mens de bliver lavet.

Jeg kan bedst lide pander uden belægning, og hvis der skal være noget, som kan forhindre tingene i at hænge i, så er keramik langt at foretrække fremfor Teflon eller lignende. Teflon er blødt og sart, og skaller af efter et stykke tid. Keramik holder meget længere.

Husk at du ALTID skal bruge skeer eller paletknive af træ eller plastik til pander med keramik eller teflon. Metalredskaber ødelægger dem. De tåler heller ikke helt så meget varme som f.eks. jernpander, så når der virkelig skal steges, så er jern det bedste.

 

Pander skal normalt ikke vaskes med sæbe og må ALDRIG komme i opvaskemaskinen!

De vaskes bare med varmt vand og tørres af med en klud.

Hvis en pande er meget fedtet kan du godt lige komme lidt sæbe på eller du kan bruge en grydesvamp af nylon. Ting har det med at brænde fast på pander, og så skal det gerne af før det sætter sig for meget. Kom vand i panden og kog det i 5-10 minutter. Hæld det ud og kom så sæbe og en smule vand på og skrub godt med en stiv børste eller en nylonsvamp. Det kan kræve en del arbejde, men det betaler sig at holde sine pander rene. Hvis du har vasket dine jernpander med sæbe, så giv dem lidt olje og tør dem over med papir eller en tør klud.

 

Jeg har altid haft mange pander og har f.eks. pander som jeg kun bruger til pandekager! Jeg har også jernpander i flere størrelser, en stor wok og tre forskellige størrelser keramikpander. Desuden har jeg et par bålpander, som jeg bruger over åben ild i haven.

Nej, man skal ikke gå ned på grej!