Hvis du vil være min ven, så byd mig på kaffe. RIGTIG kaffe!
Jeg kan godt li' kaffe.
Jeg kan godt li' rigtig kaffe.
Altså kaffe, der er lavet af malede kaffebønner og vand. I den form kan jeg faktisk drikke det meste kaffe: sort filterkaffe, stempelkaffe, espresso, tyrkisk/arabisk kaffe, cafe au lait, cafe latte... ja, faktisk de fleste afarter af kaffe.
Jeg er ikke meget for virkelig sød kaffe, og heller ikke begejstret for tynd kaffe. Kaffe der har stået længe på en varmeplade eller alt for længe i en termokande, det er heller ikke mig.
Jeg kan sagtens drikke kapselkaffe (som f.eks. Nespresso). Jeg bryder mig bare ikke om måden det bliver lavet på og måden det er pakket ind på. Der er en enorm masse ressoucespild ved de små kapsler, som også fordyrer kaffen helt enormt. Og så er jeg i øvrigt heller ikke specielt vild med Nestlé som firma og den måde de opfører og markedsfører sig på.
Værst af alt er dog pulverkaffe, som jeg helst helt undlader at drikke med mindre der er tale om en høflighed. Man skal ikke sætte et bekendtskab over styr på grund af et frysetørret, brunt pulver.
Det kan godt være at producenterne siger at det er "rigtig" kaffe, men det er det ikke. Det er lige så meget kaffe som Kalles Kaviar er kaviar eller Kærgården er smør.
Jeg laver for det meste min egen kaffe på en espressomaskine, som kværner bønnerne lige før der brygges. Jeg kan godt lide espresso, men også et espresso-shot med en smule varm, dampet mælk i. Sort kaffe laver jeg helst på en stempelkande, men ellers er et gammeldags kaffefilter og kogende vand såmænd også fint.