Disse hjemmelavede mørbrader er så fjernt fra min barndoms lyserøde, våde – men retfærdigvis ganske lækre – udgaver.
De er alt arbejdet værd, og er blevet en ting, som gæster her i huset påskønner, og som ofte overdrages i passende stykker pakket i pergamentpapir som kom-godt-hjem-gaver når de forlader huset.
Med den vane og vores egen appetit på at spise af dem, så skal der ofte røges mørbrad her hos os.