Mørbraderne tager lidt farve udenpå, men er hverken mørke eller grimme – eller tørre – efter endt røgning.
Jeg tager dem ud og lægger dem udækket på et fad, som kommer i køleskabet.

I princippet kan de spises straks, men en dag eller to gør dem godt. Jeg kan normalt ikke holde snitterne fra dem, og vi spiser med stor fornøjelse af dem fra den første time.
De topper efter en uges tid, hvor de har modnet og vundet mere smag og tabt lidt mere vand.
Det er noget af det mest luksuriøse pålæg man kan få, men kan også bruges som tapas eller fx i en omelet eller en salat. Jeg tilbereder ikke mørbraden yderligere. Hvis noget røget skal steges og være sprødt, så er det baconen, der kommer i spil.

Mørbraderne kan som sagt tåle at ligge meget længe, men tørrer til sidst så meget ud at de er svære at skære og at tygge. Så hvis ikke vi har spist eller foræret det hele væk inden et par uger, så skærer jeg nogle stykker som jeg vakuumpakker og fryser. I fryseren kan de holde virkelig længe!