Mindre og mindre kød

Mindre og mindre kød

Kød!

Hele denne historie tjener til at illustrere hvordan kød bliver en mindre og mindre del af vores kost her i huset.

Jeg har konstateret at vi spiser mindre og mindre kød. Det er sjældent at der er kød i maden mere end et par gange om ugen, og når jeg bruger kød, så er det ganske lidt. Kødet er primært grisekød, men også kylling og fisk. Jeg køber stort set ikke oksekød eller lammekød mere. Dels er det hundedyrt, og dels er det en stor klimasynder.

Og det fører mig frem til hvorfor vores menu har ændret sig. Der er flere grunde:

  • Meget kød giver ikke bedre mad. Den berømte kødsovs til spaghettien behøver ikke være 80% hakket okse. Jeg bruger et par hundrede gram kød og måske en skive bacon eller to, og vælter så grøntsager i gryden i massevis. Ud af de får jeg kødsovs til 10-12 portioner.
  • Kødet er ikke nødvendigvis sundt. Måske er det ikke usundt som sådan, men grønt, bønner og linser er helt sikkert sundere.
  • Kødet er den helt store synder når vi ser på miljø og klima. Det giver ikke meget mening at vi bruger masser af jord på at producere planter som vi så putter i dyr, som vi så spiser. Vi burde spise det grønne direkte. Og dyrene - især grisene, som vi laver vildt mange af i Danmark - skal af med skidtet, og det ender i åer, søer og i havet, hvor det laver rigtig mange ulykker.
  • Kød er dyrt, og de seneste år er det blevet meget dyrt. Prisen på et måltid fordobles eller tredobles ofte hvis der skal kød i.

Det er såmænd ikke fordi jeg har tænkt dybt over alt dette når jeg har planlagt vores måltider eller været på indkøb, men set i bakspejlet er det alt sammen noget, som jeg har været bevidst om længe, og det har været en naturlig konsekvens at vælge kødet mere og mere fra.

Den har stået på robuste salater, fyldte pandekager, kartoffelpizzaer, grøntsagsgratiner, sammenkogte retter med ganske lidt bacon i, omeletter, linsefrikadeller, pastaretter og meget andet, som enten slet ikke rummer kød, eller i hvert fald kun indeholder ganske lidt.